Trendy stueplanter til grønne oaser

Stueplanter skaber atmosfære og giver liv overalt i huset. Men de gør mere end det. Vidste du, at det er videnskabeligt bevist, at mange grønne planter hjælper til med at rense luften for en række skadelige stoffer. Så det er også en gevinst for indeklimaet at fylde hele huset med dejlige grønne planter.

 

Stueplanters evne til at rense luften for de skadelige stoffer, der som dampe udskilles fra blandt andet møbler, maling og byggematerialer, har optaget universiteternes forskere i årtier. Konklusionen er hver gang den samme. Den er god nok. Grønne planter i boligen eller på kontoret kan rense luften for mange forskellige stoffer, der ikke er gode for helbred og velbefindende.

 

Luften renses, når planternes blade optager de skadelige stoffer og neutraliserer dem. Samtidig er det en vigtig del af planternes livsprocesser at optage CO2 fra luften og udskille ilt. Alt i alt får du simpelthen bedre luft i huset, når du lader planterne flytte ind. Og endelig er stueplanter en rigtig god kur mod den meget tørre luft, der følger af centralvarme, fordi de hjælper til at øge luftfugtigheden, så du undgår tørre slimhinder.

 

Andre studier viser, at stueplanter samtidig hjælper på humøret og sænker stressniveauet. Vi har det simpelthen bedre, når vi er omgivet af den lille smule natur, stueplanterne bringer ind i boligen. Små grønne oaser giver ro og velvære, skaber hygge og gør boligindretningen indbydende og personlig.

Instagram